Masser af billeder i scrapbogen. Klik på links nedenfor eller se alle billeder
her


Fællesspisning 30. april 2023
Godt 70 Aidt-borgere, et dygtigt køkkenhold og en glimrende menu bestående af mørbradgryde m/ris og salat og citronfromagekage til dessert. Opskriften på endnu en succesaften i Aidt Forsamlingshus.

Fællesspisninger aflyst pga. corona
Der var pause i fællesspisningerne i Aidt Forsamlingshus i Corona perioden fra februar 2020 til februar 2022.

Fællesspisning 24. november 2019
75 fra Aidt og nærmeste opland i forsamlingshuset, et køkkenhold i stærkeste opstilling og et forsamlingshus klargjort til hygge. Menuen lød på gullash med ris og salat til hovedret og brownie med is til dessert. Alt i alt 2-3 fornøjelige timer i forsamlingshuset for de fremmødte og nogle bonusarbejdstimer for bestyrelsen.

Sommerfest 14. september 2019
Aidt Forsamlingshus er et rigtig godt sted at holde fest. Hvorfor så ikke holde sommerfesten der? Som tænkt så gjort. Lørdag den 14. september blev der sat hegn for indkørslen til Dalvej, så Dalvej og området foran forsamlingshuset kunne bruges til forskellige konkurrencer og aktiviteter. Imens var forsamlingshuset omdannet til Aidt Bryghus, med boblende kogekar og vandkøling ud ad vinduet. Her delte de lokale brygmestre viden og smagsprøver ud til interesserede sommerfestdeltagere. Om aftenen var der sommerfest i forsamlingshuset med spisning og efterfølgende fest. Der var godt 80 med til spisningen.

Ølsmagning 26. april 2019
Godt 50 var til en spændende ølaften med Leo Thinesen fra Danske Ølentusiaster, som præsenterede og serverede 8 spændende øl fra Voldby Købmandsgaard, og som talte varmt om et antal øl som ikke var med i sortimentet. Det sidste var nok meget heldigt set dagen derpå, men det var svært ikke at blive inspireret. Efter ølsmagningen var der "efterevaluering" ved husbaren, som i dagens anledning havde et øludvalg som matchede præsentationen.

Fællesspisning 18. november 2018
Boeuf Stroganoff, kartoffelmos og gl. dags æblekage på menuen og de 91 pladser var lovet væk et par dage før sidste tilmeldingsfrist. Opbakningen er stor når bestyrelsen kalder til fællesspisning, og det er egentlig ikke så mærkeligt. Arrangementet kører efter en snor. Først en fællessang med Bramer Sørensen på harmonika, så servering af lækker hovedret og dessert og til sidst kan man smutte fra opvasken. Læg hertil godt selskab og hyggelige rammer. Det er et koncept, der er til at forstå.

Irsk musik med Shamrock 2. november 2018
Er man til irsk musik er der garanti for en super musikalsk oplevelse, når Shamrock er i forsamlingshuset. Dennis Mc`Laughlin og Svend Erik Larsen havde denne aften fået forstærkning af Pia Nygaard på violin, og det gav en helt ny dimension til den i forvejen gode Shamrockoplevelse. De 55 fremmødte fik en rigtig god start på weekenden. Nogle glemte sågar at tage hjem efter koncerten, så den gode stemning holdt ved til langt ud på de små timer.

Sommerfest 15. september 2018
Ud fra devisen om at en fest i september er bedre end ingen fest, var årets sommerfest i Aidt flyttet fra juni til midten af september. Det var ikke noget problem for borgerne i Aidt og omegn, som mødte talstærkt op. Ca. 105 deltog i spisningen lørdag aften i Anikas og Eriks lade, som på bedste vis dannede skjold mod den kølige septemberaften. Lørdag eftermiddag var der aktiviteter uden for laden og efter spisningen blev rodeotyren startet op i laden, så deltagerne kunne få testet forståelsen af tyngdekraften.

Fællesspisning 28. januar 2018
Så skete det igen. Flere ville med til fællesspisning end de 90, der er plads til. Rygtet sagde dog, at nogle af de der ikke blev plads til, vurderede det som held i uheld, da herrelandsholdet samtidig spillede bronchekamp mod Frankrig til Europamesterskabet i håndbold. Landsholdet tabte til Frankrig, så velsmagende mad, snak med naboerne, Bramer Sørensen på harmonika og gjaldende fællessang om sneflokke, der kommer vrimlende, var klart vinderen denne januaraften. Menuen var hakkebøf, bløde løg, kartofler og grønt, samt hindbærmousse til dessert

Fællesspisning 12. november 2017
75 var til fællespisning i Forsamlingshuset, hvor menuen var forloren hare og is til dessert. Som noget nyt startede fællesspisningen med en enkelt fællessang og Bramer Sørensen på harmonika. 4H sangbøgerne fra 70'erne (i forrige årtusinde) så ud til at være funklende nye, så noget tyder på at initiativet har været længe undervejs. De lokale sangstemmer viste sig dog at være lette at få startet op, så der må være basis for gentagelse i fremtiden. 

Sommerfest med Sankt Hans og fiskeri i gadekæret
Fredag den 23. juni var det Sankt Hans og sommerfestarrangørerne syntes, at det var en god mulighed for at varme op til sommerfesten med midsommerhymne og et kæmpe bål. Det var byens borgere helt med på, og med omkring 100 til bål denne kolde juniaften, var det en rigtig god start på årets sommerfest.

Sommerfesten lørdag den 24. juni bød på børnefodbold med dyst mod nabobyer, fiskekonkurrence i gadekæret, gratis frokost og kagekonkurrence. Anton vandt fiskekonkurrencen og Lone Naeve Bildstrup tog titlen som årets bager.

Sidste punkt på dagsordenen var fest i Anikas og Eriks lade, som siden sidste år havde fået fliser på såvel dansegulv som resten af huset. Ca. 110 deltog i spisningen og laden var en perfekt ramme på en aften, hvor junivejret heller ikke viste sig fra den varmeste side.  

Bibbi & Snif 25. marts 2017

Det hører til sjældenhederne at Forsamlingshuset kan danne ramme om en koncert med et landskendt band, hvor den ene af hovedpersonerne bor i Aidt, og hvor forsangeren har gået på Tungelundskolen.

Far Snif bor i Aidt, og hans datter Bibbi er opvokset i Aidt, og det gav ekstra lokalt islæt i præsentationerne mellem sangene. Bibbi fortalte blandt andet om, hvordan Snifs forkærlighed for gamle og store biler, var et spændende og noget uforudsigeligt livsvilkår i hendes opvækst, mens naboerne i Aidt nok mest har set det som et eksotisk islæt i bybilledet.

De omkring 75 fremmødte fik en fantastisk countryoplevelse med en god musikalsk blanding af egen komponerede sange og countryklassikere leveret meget overbevisende af Bibbi, og et meget velspillende band med Henrik Skriver på guitar, Kim Eland på trommerne, og sidst men ikke mindst nabo Snif på bas og vokal, som med sin tilbagelænede stil bandt en flot sløjfe om oplevelsen. Efter oplevelsen i Forsamlingshuset var ligheden imellen Aidt og en by på prærien påfaldende. "Aidt" lyder jo også helt amerikansk...

Fastelavnsfest 26. februar 2017
Fastelavn i Aidt fejres med at egnens børn, udklædte som soldater, går fra dør til dør og synger en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset søndag kl. 15.00. I 2017 deltog der 13 soldater og ca. 45 voksne og en del børn til fastelavnsfesten, hvor der blev gået indmarch og slået katten af tønden.

Fællesspisning 5. februar 2017

Så blev der igen fuldt hus til fællesspisning i Aidt. 98 kom med, mens 8 tilmeldte sig forgæves. De heldige, der fik sig tilmeldt i tide, kunne glæde sig over god stemning og mørbradgryde med ris og citronfromage. Forsamlingshuset er næsten for lille, når bestyrelsen kalder til fællesspisning...

Fællesspisning 6. november 2016
Vinterens første snefnug ramte Aidt samtidig med at mange af byens borgere var samlet i et forsamlings fyldt med god stemning. Helt nøjagtigt var 93 mødt op til til fællesspisning i forsamlingshuset, hvor madholdet bød på skipperlabskovs og brownies med vaniljeis. 

Sommerfest i laden med fodbold i bobler
Den 17-18. juni 2016 blev der holdt et brag af en sommerfest i Anika og Eriks lade. Festlighederne kulminerede lørdag aften hvor ca. 130 var med til spisning og endnu flere stødte til hen af aftenen. Som så ofte før, når der er fest i Aidt blev det langt ud på de små timer før de sidste var færdige med at sommmerfeste. Blandt aktiviteterne fredag og lørdag blev der spillet en særlig form for fodbold, hvor fodboldspillerne spiller kamp iført kæmpe oppustelige plastikbolde. Det viste sig at være særdeles underholdende for både spillere og publikum.

Tur igennem Aidt 2. maj 2016

I forbindelse med projekt ” Synlig syd vest”, som er et samarbejde imellem landsbyerne: Vejerslev, Borridsø, Borre og Aidt og de forskellige organisationer i byerne, havde Aidt borgerforening/bestyrelsen i Aidt forsamlingshus sammen med menighedsrådet ved Aidt kirke planlagt en travetur i Aidt.

Turen startede i Aidt Kirke hvor Agnete Ring Sørensen fortalte om kirkens historie, herunder den meget unikke døbefont. Herefter gik turen videre gennem byen, hvor Gerda Kristiansen via megafon fortalte om de mange butikker og beboere, der har været i byen. Turen sluttede med kaffe og kage i forsamlingshuset, hvor forsamlingshusets bestyrelse viste et tv klip fra TV MIDT-VEST om Aidt tilbage i start 90`erne. Visningen af det gamle klip var samtidig den officielle indvielse af Forsamlingshusets nyinstallerede AV udstyr. TV programmet om Aidt kan rekvireres til privat brug ved henvendelse til kasserer Henrik Støvring.  Der var 90 med i kirken og til gåturen gennem Aidt og 83 med til det efterfølgende kaffebord i forsamlingshuset.

Fællesspisning 6. marts 2016
Der skulle kun en uges varsel og en menu med svinekam stegt som vildt og islagkage til at samle 75 i forsamlinshuset til årets første fællesspisning. Snakken gik blandt de voksne og de mange børn satte dejligt liv i resten af forsamlingshuset. De lokale mad-ildsjæle er et stort aktiv for en by som Aidt.

Fastelavnsfest 7. februar 2016
S
oldaterne havde mere fart på i 2016 og kunne allerede invitere til arrangement i forsamlingshuset kl. 15.00, hvor der blev gået indmarch og slået katten af tønden i tråd med fastelavns traditioner. 

Fællesspisning 8. november 2015
Så lykkedes det igen, at få alt service ud af skabene til en fællesspisning. Der var med andre ord fuldt hus, da de 95 først tilmeldte kunne nyde stegt flæsk med kartofter og persillesovs og gammeldags æblekage. Det er sådan et arrangement, der får fællesspisning til at rime på forsamlingshus.

Aidt i vikingetiden - fra gravplads til kirke

Den 20. oktober 2015 var 65 borgere mødt op i forsamlingshuset for at høre Arkæolog Astrid Skou Hansen holde et spændende foredrag om Aidts fortid. Astrid Skou Hansen indledte med at give et overblik over områdets historie og udvikling og sluttede med fundene i 2004 på Selliager. Ved udgravningen blev der fundet ild-/kogegruber og råstofgruber fra førromersk jernalder, en usædvanlig brandgravplads fra yngre romersk jernalder, et hus fra yngre jernalder samt dyrkningsspor og bebyggelse fra højmiddelalderen. Det mest overraskende fund ved udgravningen var dog spor efter en trækirke fra den tidligste del af middelalderen, omkring år 1100 og fundet af en gravplads med brandgrave i stedet for de jordfæstegrave, der ellers var dominerende i lokalområdet. Foredraget blev arrangeret i samarbejde med LOF.

Aidt er for lille til sådan en sommerfest!

En af de unge deltagere til sommerfesten sagde det meget rammende. Det er som om at sommerfesten i Aidt er for stor til Aidt. Det er heldigvis ikke noget der bekymrer  sommerfestudvalget, som i 2015 stablede en endnu mere ambitiøs sommerfest på benene, der blev afholdt den 12 og 13 juni.

Fredagens spilleaften i teltet var udvidet med bål, gratis snobrød og aftensmad, og mange tog imod tilbuddet og havde en hyggelig aften i og ved teltet på en af de få lune juniaftener i 2015.

Lørdagens program startede kl. 11 og omfattede loppemarked, motorshow, gratis frokost, fodboldturnering for mix-hold, kagekonkurrence, fodboldkamp mellem Aidt oldstars og Thorsø oldboys og til sidst finalen med spisning og et brag af en fest i teltet med livemusik med Esben Duelund. Læg hertil flere forlystelser end nogensinde, eksempelvis stor hoppeborg, selvkørende mini-tog for de mindste og rodeotyr, så ridefærdighederne hos de lokale cow- girls og boys kunne testes. Cirka ved spisetid lørdag aften åbnede himlens sluser sig og det kraftige regnvejr holdt ved til langt ud på de små timer, mens festen ufortrødent og tørskoet foregik i det store cirkustelt.

Facts om sommerfesten:

  • Fodbold mix-turneringen blev vundet af Young Boys
  • Det blev Thorsø's Oldboys der trak sig sejrrigt ud af kampen mod Aidt Oldstars med en sejr på 6-1. Onde lokale tunger talte om nedsabling, mens mere partiske talte om Thorsø held.
  • Lone Naeve Bildstrup vandt kagekonkurrencen
  • Der var 180 + ca. 20 frivillige til spisning lørdag aften og fest i teltet

Stort tak til sponsorerne: Trygsen Service & Udlejning, Himmerland kød, Automatdoktoren, Hammel bilglas v. Jes Thorsgaard,  Aidt Slagtehus, Rydberg MC, Pestguard, XL-Byg Thorsø, Solsikkegården v. Per Jacobsen, Mammen Mejeri Drøsbro, Vognmand Bramer Sørensen, Sparekassen Kronjylland, Mundelstrup El, EM Sandblæsning, GB -Gaver og Brugskunst, Care Repair.

Dilettant 28. marts 2015

En urimelig jaloux og rig oliesheik med en letlevende spansk kæreste, en formuende svigermor der tester sin lidt for glatte svigersøns hensigter, en tjenestepige der har mistet farten pga. for mange tjenester, et købmandspar fra Kerteminde med skæv magtfordeling og alvorlig krise i parforholdet og deres usikre men gifteklar datter, og endelig en medfødt uheldig bejler, med manglende talegaver i afgørende situationer. Det var i alt sin komplicerede enkelthed persongalleriet til årets dilettantforestilling, som dilettanterne med stor charme og i suveræn stil fremførte for det fremmødte publikum. Heraf 35 til eftermiddagens generalprøve og omkring 70 til aftenforestillingen, hvoraf 61 var med til den efterfølgende fest.

Farcen "Hvad gør man ikke for 100.000" af W. og S. Petersen blev fremført af: Kim Søby, Claus Rask, Alice Jakobsen, Annika Hansen, Tom Prebensen, Leif Christensen, Tanja Mortensen, Jeanette Ottesen, Hanne Hav Frisch, Susanne Christensen og Lene Schoop Rasmussen.

Fastelavnsfest 15. februar 2015
Fastelavn i Aidt fejres med at egnens børn, udklædte som soldater, går fra dør til dør og synger en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset om aftenen. I 2015 deltog der 15 soldater og ca. 45 til fastelavnsfesten, hvor der blev gået indmarch og slået katten af tønden.

Shamrock vandt kampen, Aidt vandt 3. halvleg
Fredag den 24. januar 2015 var der irsk aften i forsamlingshuset med Shamrock. De tre dygtige musikere i Shamrock Kieran Mc Laughlin, Svend Erik Larsen og Denis Mc Laughlin arbejdede sig stille og roligt frem til den totale musikalske sejr overfor et fyldt forsamlingshus. De 110 der havde fundet vej til forsamlingshuset fik hurtigt stemningen til at minde om en irsk pub med masser af snak og godt gang i baren. Der var med andre ord ikke tale om andægtig lytning til Shamrock, men mere om en fest med fantastisk irsk musik. Shamrock virkede som om de hyggede sig med at skulle arbejde for at få opmærksomheden fra det feststemte publikum, og det lykkedes så godt at en stor del af publikum sang og dansede foran scenen til sidst. Når Shamrock er i byen er Aidt Forsamlingshus en pub i Irland.

Fællesspisning 9-11-2014

To ting er sikre når der er fællesspisning i forsamlingshuset. Hyggelig stemning og god mad. De 56 deltagere klarede stemningen og madholdet, med Hanne Møller i spidsen, serverede det perfekte måltid. Menuen var denne søndag ristaffel og æbletærte/æblekage til dessert.

Sommerfest med vokseværk

I 2014 blev sommerfesten i Aidt afholdt den 20 og 21 juni, og det var en stor succes, med stor tilslutning både fredag og lørdag. Rammerne var om mulig endnu mere prangende end i 2013, hvor et antal borgere for første gang overtog sommerfesten. Også i 2014 var det lykkedes at låne Morten og Marlenes mark ved siden af forsamlingshuset, og den blev for et par dage omdannet til festplads med et meget stort "cirkustelt", fodboldbane og hoppepuder.

De perfekte rammer blev udnyttet til fulde med et spændende program, der startede fredag aften med spilleaften med dart, brætspil og bordtennis i teltet, og lørdag med program fra kl. 11 og til de små timer. Lørdagsprogrammet bød på bagagerumsalg, motorshow med specialkøretøjer, gratis sildefrokostbord, fodboldturneing for mix-hold, kagekonkurrence, lokalopgør mellem Aidt Oldstars og Thorsø oldboys og til slut den store finale i teltet lørdag aften, med spisning og livemusik med Søren og Esben.

Facts om sommerfesten:

  • Fodbold mix-turneringen blev vundet af Young Boys
  • Det blev Thorsø's Oldboys der trak sig sejrrigt ud af kampen mod Aidt Oldstars med en sejr på 1-0
  • Lone Naeve Bildstrup vandt kagekonkurrencen
  • Der var 160 til spisning lørdag aften og fest i teltet til langt ud på de små timer

Stort tak til sponsorerne: Trygsen Service & Udlejning, XL-Byg Thorsø, automat doktoren, Mammen Mejeri Drøsbro, Vognmand Bramer Sørensen, Rydberg MC, Care Repair, Sparekassen Kronjylland, Aidt Slagtehus, Solsikkegården v. Per Jacobsen, Solar Venti, Nordea Hammel og EM Sandblæsning.

Energi og El-renovering af Aidt Forsamlingshus
I april og maj 2014 gik man for alvor til den i Aidt Forsamlingshus. Mere end 40 forskellige frivillige brugte godt 1.200 timer på den store energirenovering af Aidt Forsamlingshus. Mottoet var: Det blir fand´me godt! De frivillige startede tidligt om morgenen og arbejdede til sent, med fint gåpåmod og godmodige drillerier, når enkelte ting drillede lidt. Alle bidrog med hver sine færdigheder – og lidt til – man lærer jo noget af de andre under sådant et projekt.  

Morten Pedersen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Hammel, overrækker gavecheck på 5.000 kr. fra ”Gavefonden” til projektleder Henrik Støvring fra Aidt Forsamlingshus”. Tidligere har Thorsø Biogas bidraget med et tilsvarende beløb.Det blev til nye energirigtige vinduer, ekstra isolering i alle ydervæggene, nye radiatorer – gode forbedringer, der gerne skulle skære en pæn del af varmeregningen i vinterhalvåret og samtidig bidrage til en væsentlig forbedring af indeklimaet i Aidt Forsamlingshus.

De nye indervægge betyder samtidig, at både den store sal og skænkestue nu fremstår ganske nymalede. For yderligere at gøre lokalerne indbydende og mere up-to-date, er foldegardiner, vindueskarme og væglamper også nye.

Elinstallationerne blev fornyet i store dele af forsamlingshuset og lever nu fuldt ud op til de gældende regler på området. Som en uventet gevinst kom der endda nyt loft i skænkestuen, da det viste sig, at de gamle stofbeklædte ledninger i loftet var mørnede, og derfor måtte loftet ned og et nyt sættes op efter behørig trækning af nye ledninger til loftslamperne.

Et årvågent medlem af forsamlingshuset fandt en net-auktion, hvor vi købte en brugt foldedør af rigtig fin og lydisolerende kvalitet – det var et rigtigt scoop for projektet og væsentligt billigere end den nye, som vi havde i kikkerten.

Energien blandt de frivillige holdt et højt niveau, og de nåede også at få malet hele entréen inden de lokale konfirmationer rykkede ind med stolt konfirmand, forældre og gæster til en uforglemmelig fest Store Bededag.

Under hele projektet var forplejningen i top både tidligt og sent. Lune retter, kager og friskbagte boller. For uden mad og drikke – du’r de frivillige ikke.

Billeder fra projektet kan ses her.

TAK til ALLE for den store indsats. Det ble’ fand’me godt

Henrik Støvring, projektleder.

Dilettant 15. marts 2014
Aidt dilettanterne opførte stykket 'Alko-Holger rydder baren', som er skrevet af Erik Hansen. En komplet, men lukningstruet, bar fra den belastede del af København, var flyttet til forsamlingshusets scene inklusiv personale, politi og barens stamgæster Alko-Holger, Baronen og glædespigen Lullu og hendes Alfons. Til trods for tre dødsfald undervejs i stykket og et utal af problemer endte barflytningen som en stor succes, da baren til sidst blev reddet fra lukning. Redningen af baren var dobbelt heldig, da det betød at den senere på natten kunne genåbnes, da det kneb med forsyningerne i den ordinære forsamlingshusbar.

 

130 så de dygtige lokale skuespillere levere en flot og sjov forestiling. Heraf var der 50 til generalprøven om eftermiddagen og 70 til aftenforestillingen, som sædvanen tro sluttede med et brag af en fest.

De medvirkende var: Alice Sønderskov, Anita Bindner, Birgit Møller, Claus Rask, Hanne Frisch, Jeanette Ottesen, Kim Søby, Leif Christensen, Marianne Voldbirk, Susanne Christensen, Tanja Mortensen og Tom Prebensen.


Fastelavnsfest 2. marts 2014
Fastelavn i Aidt fejres med at egnens børn, udklædte som soldater, går fra dør til dør og synger en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset om aftenen. I 2014 deltog der 16 soldater og ca. 60 til fastelavnsfesten, hvor der blev gået indmarch og slået katten af tønden.

Fællesspisning 23-2-2014
Aftenens første ret kaldte på fransk kogekunst, men heller ikke den opgave var for stor en udfordring for Hanne Møller og madholdet, som med sikker hånd levede fuld valuta for pengene. Menuen stod på coq au vin og chokolademousse. Der var 55 der havde valgt hyggelig afslutning på weekenden i forsamlingshuset i stedet for hjemlig ulvetime og køkkentjans.

Fældning og styning ved gadekæret 4-1-2014

Indgangen til det nye år markeret med en meget synlig indsats ved gadekæret, hvor der blev fældet og stynet træer.

Gadekærsholdet havde taget initiativ til samle seks mand med nødvendigt udstyr og handlekraft. Det arbejdsomme hold bestod af: Christian Andersen, Erik Mortensen, Jimmi Christiansen, Henrik Tofte, Lars Christensen, Lars Jacobsen og Kristian Priess.


Hjertestarter i Aidt 14-11-2013

Fire sponsorer: Thorsø Biogas, Bifrost Zoneterapi, Rydberg MC og Blakgaard Malerfirma.Foreningen ”Kunsten at redde liv” har med hjælp fra lokale sponsorer foræret en hjertestarter til Aidt. Hjertestarteren blev leveret og sat op den 14. november 2013. Hjertestarteren hænger ved siden af forsamlingshusets køkkenindgang, så alle byens borgere kan få fat i den uden at skulle ind i forsamlingshuset. Ophængningen blev markeret med et et tilbud om gratis hjertestarterkursus i forsamlingshuset. Ca. 30 personer deltog i kurset og de fik også lejlighed til at hilse på nogle af sponsorerne, som var til stede. Tak til alle sponsorer: 

Hovedsponsor:
Rydbergs MC a/s og Thorsø Miljø og Biogasanlæg

Sponsorer:
Aidt Opskæring, Aidt Slagterhus i/s, Bifrost Zoneterpi, Blakgaard Malerfirma, Dan´s Vinduespolering, Evas Rengøring, EV Marked, Faunaforst v/Steffen, Klippoteket, My Sir Hestemassage, Pit Værkstedet aps,  Torben Holm Hansen og Trygsen Service og Udlejning.

Fællesspisning 27-10-2013
På første dag med vintertid havde 82 valgt at bruge den ekstra time i forsamlingshuset, hvor Hanne Møller og resten af madholdet trakterede med flødekartofler, skinke, grønsager, rødkålssalat og et stort udvalg i forskellige æblekager til den efterfølgende kaffe. Madholdet var under tidsmæssig pres pga. nogle meget store skinker med længere kogetid end forventet, men det lykkedes at få alt klart, så forsinkelsen kun blev på 15 minutter. Vurderet på snakken virkede det nu ikke som om forsinkelsen var det store problem, og så blev der også tid til at Henrik Støvring kunne fortælle om planerne for endnu en renovering af forsamlingshuset. Denne gang drejer det sig om nye vinduer i hele huset og renovering af den store og den lille sal. Hvis det lykkes at få rejst penge og lokal opbakning til projektet vil renoveringen blive i perioden fra 1. april 2014 til den 14. maj 2014.

Nyt service i forsamlingshuset
I september 2013 blev der købt nye tallerkener, kopper, skåle og bestik til 90 personer. Samlet en investering på næsten 15.000 kr. Det var nødvendig fordi det ikke længere var muligt at dække op til store selskaber med ens opdækning, og fordi en del af det gamle service efterhånden var i dårlig stand.

Renovering af lejlighed
Udlejning af lejligheden i forsamlingshuset overetage giver et godt bidrag til forsamlingshusets samlede økonomi, så det er vigtig at holde lejligheden i en stand så den kan udlejes. I juli og august 2013 blev lejligheden renoveret for 30.000 kr, næsten udelukkende med frivillig arbejdskraft. Alt bortset fra badeværelset fik en opfriskning. Der blev malet fra gulv til loft i alle tre værelser, lagt nyt gulvtæppe i de to værelser mens køkkenet fik nye køkkenelementer, nye hvidevarer, nyt kloaksystem, nyt gulv, glasvæv på væggene og afsluttende maling overalt.

Ny og større sommerfest med nye arrangører og ny placering

SEt sammensat hold fra Aidt (i sort), Aidt Old Stars slog Thorsø Old Stars (i grønt tøj) med 3-1.pilleaften fredag og en lørdag med bagagerumssalg, besøg af Hammel Brandvæsen, kagekonkurrence, kæmpe hoppeborg, vejfodbold, udfordring af Thorsøs oldboysfodboldhold, levende musik i teltet og mere end 160 deltagere til spisning. 2013 sommerfesten var på alle måder en større by værdig. Festen blev afholdt fredag og lørdag den 27. og 28. juni på Morten og Marlenes mark ved siden af forsamlingshuset.

Mere end 160 kom til spisning lørdag aften

Det ambitiøse program var stablet på benene af en flok frivillige, der på eget initiativ havde tilbudt bestyrelsen at stå for arrangementet. Alt klappede og lykkedes perfekt til trods for teltopsætning i silende regn, og alt for megeWhist i forsamlingshuset fredag aftent blæst fra skiftende retninger både før og under festen.

Stort tak til sponsorerne: XL-Byg, Sparekassen Kronjylland, Automatdoktoren, Pitværkstedet, Rydbjerg MC, Vognmand Bramer Sørensen, Aidt opskæring v. Ejnar Nielsen, Solsikkegården v. Per Jacobsen, Aidt slagtehus, Trygsen Service udlejning og EM Sandblæsning.

Dilettant 6. april 2013
En lottogevinst på 29 millioner gav så store udfordringer for det unge par Nille Dal og Lasse Frederiksen, at den forlængst afdøde svigermor så sig nødsaget til at gå igen sammen med sin kat Pelle. Til trods for hjælpen fra oven var lottogevinsten konstant i fare, og med et persongalleri der talte en ambitiøs fondsbestyrer, en tvivlsom finansrådgiver, en "ven", en pengeglad tante og hendes veninde (Kim Søby i blond udgave), var det mere end almindelig heldig at parets nye nabo var kriminalkommisær, der udover at efterforske også gerne berettede om egne bedrifter. Aidt Dilettanterne leverede en meget underholdende og sjov forestilling på den flot opbyggede scene. 135 så forestillingen, 65 var med til kaffebordet efter generalprøven og 62 var med til en rigtig vellykket Aidt dilettantfest efter forestillingen.

De medvirkende dilettanter var: Alice Sønderskov, Birgit Møller, Claus Rask, Hanne Frisch, Jeanette Ottesen, Kim Søby, Leif Christensen, Marianne Voldbirk, Susanne Christensen, Tanja Mortensen og Tom Prebensen. En svigermor går igen er skrevet af Henning Lindberg.


Fællesspisning 3. marts 2013
På en dag hvor foråret så småt havde fundet til Aidt valgte 86 at komme til fællesspisning i forsamlingshuset. Der var så mange nye med, at der helt mod sædvane blev lavet en hurtig præsentationsrunde, hvor både nye og erfarne deltagere kunne fortælle, hvor de bor. Der var rigtig mange børn med og det virkede faktisk som om at selv småbørnsforældre fik lidt tid til at nyde maden og til at snakke. Aftenens menu var chili con carne og amerikansk lagkage. 

Fastelavnsfest 3. februar 2013

Fastelavn i Aidt fejres med at egnens børn, udklædte som soldater, går fra dør til dør og synger en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset om aftenen. I 2013 deltog der 17 soldater og ca. 65 til fastelavnsfesten, hvor der blev gået indmarch og slået katten af tønden. Mikael Bech Kristensen styrede med sikker hånd underholdningen med sanglege, kaffekoprytmik og fællestromning på sorte plastspande. Endnu en vellykket fastelavnsoldatertogt ramte Aidt og det nærmeste opland.

Fællesspisning 7. oktober 2012
Efter en rigelig lang fællesspisningspause lykkedes det at få alt til at klappe. Forsamlingshuset var ledig og madholdet klar under ledelse af Hanne Møller. Menuen var denne aften vildtgryde til hovedret og frugttærter til dessert, og der var 65 deltagere til fællesspisningen.  

Adventurerace og grillaften lørdag den 15. september 2012
Sidste års succes med adventurerace måtte simpelt hen gentages. Den lokale adventure ekspert Svend Erik Niewald havde udtænkt nye snedige udfordringer til de 6 deltagende hold, og ikke alle slap tørskoet gennem dagen. Ænderne i gadekæret måtte dele vand med nogen af deltagerne, der ikke helt kunne holde sig fri af vandoverfladen. Ellers skulle deltagerne gennem vendespil, bueskydning, øksekast, balanceudfordringer og poster der skulle findes i området omkring Aidt. Løbet sluttede med gratis kaffe/te/sodavand og kage ved gadekæret.

Om aftenen var der grillaften i forsamlingshuset og det blev et meget lille og hyggeligt arrangement. Bestyrelsen havde håbet, at mange der ikke havde været med til adventurerace også ville dukke op, men fremmødet var stort set kun adventureracedeltagere, så der var kun brug for ca. 30 stole i forsamlingshuset denne aften.

Sommerfest på pladsen ved vandværket
Sommerfesten 2012 i Aidt blev afholdt lørdag den 16. juni fra kl. 12.00. Sommerfesten startede med gadefobold på Alice og Lars Jacobsens græsmark. Fem hold kæmpede om at blive "Aidt mester 2012". Det blev "Number one" der løb med den ærefulde titel.

Fra kl. 15 stod den på hygge ved teltene med salg fra boden, leg på de to hoppepuder og masser af snak. Vejret var rigtig godt hele dagen til trods for dårlige prognoser og måske var det medvirkende årsag til et rekordstort fremmøde. Der blev solgt mad til mere end 140, da Aidt Opskæring trakterede med perfekt tilberedt grilstegt gris, og bestyrelsen måtte bruge indtil flere livliner for at følge med den store efterspørgsel efter tilbehør til grisen. Eksempelvis låne ekstra bestik hos naboer til pladsen og til købmanden for at hente ekstra forsyninger.

Stort tak til sponsorerne: Aidt Opskæring, Per Jacobsen og Aidt Slagtehus.

Dilettant 24. marts 2012
Aidt dilettanterne sørgede for endnu en mindeværdig ”Fest i forsamlingshuset”. Årets forestilling havde nemlig titlen ”Fest i forsamlingshuset”, og det viste sig at være en meget morsom farce med et utal af morsomme forviklinger. Stykket er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen, og handler om to bryllupper i hvert sit forsamlingshus, som langt fra går som planlagt, fordi den ene brudgom ved en fejl kommer til at tage til bryllup i det forkerte forsamlingshus. At servitricen i det forkerte forsamlingshus samtidig viser sig at være en tidligere kæreste, som stadig er meget forelsket gør det bestemt ikke mindre kompliceret. Et virkelig godt stykke krydret med de 11 dilettanters veloplagte og velspillede optræden gav de 146 fremmødte en rigtig dejlig oplevelse.

Læg hertil det hyggelige kaffebord om eftermiddagen, og et brag af en dilettantfest med 72 deltagere efter forestillingen.

Dagen blev ekstra vellykket, fordi aftenens madleverandør, Ejner Nielsen fra Aidt Opskæring, overraskede alle, da han efter spisningen kaldte en fra bestyrelsen til side, og sagde, at han havde besluttet, at ville sponsorere al maden. Udgiften til mad udgør en stor andel et dilettantregnskab, som normalt plejer lige at løbe rundt, men dette sponsorat og de mange fremmødte betød, at arrangementet gav et overskud på 8-9.000 kr. Deltagere til festen fik også noget ud af gaven med det samme, da bestyrelsen besluttede, at give en gratis omgang i baren. Hertil kommer at sponsoratet fra Aidt Opskæring giver mulighed for yderligere forbedringer af forsamlingshuset, og for at lave flere spændende arrangementer for områdets beboere i fremtiden.

De medvirkende dilettanter var: Alice Sønderskov, Birgit Møller, Claus Rask, Hanne Frisch, Jeanette Ottesen, Kim Søby, Leif Christensen, Mie Duelund Jensen, Nynne Christiansen, Tanja Mortensen og Tom Prebensen.

Fastelavnsfest 19. februar 2012

Fastelavnsfesten indledes traditionen tro med at egnens børn, udklædte som soldater, går fra dør til dør og synger en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset om aftenen. I 2012 deltog 22 soldater og ca. 65 til fastelavnsfesten, hvor der blev gået indmarch og slået katten af tønden. Mikael Bech Kristensen underholdt med sanglege for børn og voksne, og en omgang fællestromning på sorte plastspande. Imponerende at så mange på så kort tid kan lære at tromme så godt. Endnu et hyggeligt og vellykket soldaterarrangement i Aidt Forsamlingshus.

Adventurerace, stjerneløb og koncert med Shamrock 8. oktober 2011

Nogle enkelte valgte at slutte adventureracet med et bad. Klik for at se flere billederBål på bredden, komandocrawl over og tømmerflådesejlads i gadekæret. Ændernes normalt fredfyldte tilværelse i Aidt Gadekær blev pludselig noget hektisk, da gadekæret var en vigtig brik i det adventurerace og stjerneløb, som blev afholdt lørdag den 8. oktober 2011. De 7 hold der deltog i adventureracet mødte også udfordringer som 'run and bike', 'luftning af hund', 'matematikopgaver på tid', 'hvad står der under broen', 'fyld spand med hullet rør', 'vandballonkast' og 'reproduktion af legofigur'. Adventureracet var arrangeret af Svend Erik Niewald, mens Hanne Møller og Rikke Mørup havde arrangeret stjerneløb for børnene i og omkring forsamlingshuset. Her var der udfordringer som 'opbinding af knude', 'vandflytning med svamp' og meget mere.  Arrangementet sluttede med gratis kakao og boller til børnene og sandwich til de voksne i forsamlingshuset. 50 voksne og børn deltog i arrangementet. Se billeder fra adventureracet.

Om aftenen var der Shamrock koncert i forsamlingshuset, hvor 75 fik en fantastisk musikalsk oplevelse. Trioen var reduceret til en duro pga. sygdom, men Dennis Mc`Laughlin og Svend Erik Larsen leverede de irske sange og nogle få 'De Gyldne Løver' sange med en spilleglæde og lune, så Aidt Forsamlingshus for en stund var en irsk pub, med fællessang og god irsk øl.

Hele arrangementet var et ’Levende huse' arrangement afholdt i samarbejde med Kulturring østjylland. Se artikel bragt i Midtjyllands Avis.

Sommerfest på pladsen ved vandværketVinderholdet. Klik for at se flere billeder
Sommerfesten 2011 i Aidt blev afholdt lørdag den 25. juni fra kl. 12.00 og til gæsterne blev trætte. Sommerfesten startede med en gadefoboldturnering på Alice og Lars Jacobsens nyklippede græsmark. Seks hold kæmpede en jævnbyrdig kamp om at blive "Aidt mester 2011". Det blev "De seje drenge" der løb med den ærefulde titel.

Fra kl. 15 stod den på hygge ved teltene med salg fra boden, leg på de to hoppepuder og masser af snak. Vejret var perfekt og præcis kl. 18.00 rullede Ejnar og personale fra Aidt Opskæring ind på pladsen med den perfekt tilberedte grilstegte gris. 87 deltog i spisningen og fik en rigtig hyggelig aften på pladsen ved det nyrenoverede vandværk. Se billeder fra sommerfesten.

Stort tak til sponsorerne: Aidt Opskæring, Per Jacobsen og Aidt Slagtehus.

De nye gyngestativer. Klik for at se flere billederNyt gyngestativ ved vandværket
Den 20. juni 2011 blev der opstillet to nye gyngestativer ved vandværket. Gyngestativet sammen med de to nye håndboldmål gør pladsen mere velegnet som mødested og sommerfestplads. Se billeder fra opsætningen.

Nyt flot køkken i 1. kvartal 2011 

Bordpladen passer ikke helt som forventet. Klik for at se flere billeder

I februar måned 2011 gik frivillige og bestyrelsen i gang med at give køkkenet den helt store modernisering. Ny dampovn, ny opvaskemaskine, bedre kølefaciliteter, nye stålborde og vægskabe. Projektet er gjort muligt med en bevilling på 100.000 kr fra Favrskov Kommunes Landsbyråd og bidrag fra lokale sponsorer: 

  • Thorsø Miljø & Biogas
  • Sparekassen Østjylland
  • Blakgård Malerfirma

Se billeder fra renoveringen.

Dilettant den 26. marts 2011
Der var mere end almindelig meget "Halløj på højfjeldshotellet" da Aidt dilettanterne entrede de skrå brædder. Denne gang var scenen ombygget til et norsk højfjeldshotel, så man næsten fik lyst at booke en overnatning, eller at gå i baren med det løse gulvbræt. Godt 150 tilskuere fik sig et godt grin da årets skuespillerhold leverede en meget sjov og underholdende forestilling. Efter forestillingen var der et brag af en fest med 74 deltagere.

De medvirkende var: Alice Sønderskov, Birgit Møller, Claus Rask, Hanne Frisch, Jeanette Ottesen, Kim Søby, Leif Christensen, Mie Duelund Jensen, Nynne Christiansen, Tanja Mortensen og Tom Prebensen. Klik for at se billeder fra arrangementet.

Fastelavnsfest 13. marts 2011
Fastelavnsfesten er et traditionsrigt arrangement i forsamlingshuset, der indledes med at egnens børn, udklædt som soldater, drager fra dør til dør med en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset om aftenen. Traditionen stammer muligvis helt tilbage fra midten af 1800-tallet, hvor den måske opstod under inspiration af krigen med Tyskland i 1848 (Treårskrigen). I 2011 deltog 22 soldater og ca. 75 til fastelavnsfesten, hvor der blev gået indmarch, slået katten af tønden og Mikael Bech Kristensen underholdt med sanglege for børn og voksne. Endnu et succesfuldt soldaterarrangement i Aidt Forsamlingshus.

Liv i forsamlingshuset 26. september 2010

Aidt Forsamlingshus stod på den anden ende næsten hele lørdag den 26. september, som en del af det fælles kulturprojekt i Favrskov Kommune med titlen ”Levende huse”.

Først var der gøgl for børn med Von Kriegenbaums en-mands-cirkus. 20 børn og 9 voksne oplevede gøgl og klovneri på højt niveau. Von Kriegenbaum jonglerede med bolde, hatte og knive og imponerede med snor og diabolo, samtidig med at han fik børn og voksne til at grine højt. Et meget underholdende show.

Næste programpunkt var ”Kend din by”, som bestod af et lille erindringsforedrag om Aidt i gamle dage, og en udstilling af gamle fotos fra Aidt og nærmeste omegn. Viggo Bjørn som gennem mange år drev lægepraksis i Aidt fortalte levende om hvordan tilfældigheder bragte ham til Aidt, og om hvordan byen dengang var en by med selvstændige erhvervsdrivende i næsten hvert andet hus. Ved fælles hjælp bordet rundt lykkedes det at placere stort set samtlige håndværk og butikstyper rundt om i husene i Aidt. Det er ikke det Aidt vi kender i dag, men før, den nu nedlagte jernbane, kom til Thorsø var Aidt det lokale kraftcenter. Lokalhistorien blev garneret med et kaffebord spækket til randen med nybagte boller og kager. Der var mødt 15 frem til arrangementet og det var ikke så mange som håbet, men dog nok til at det var et par hyggelige og spændende timer for de fremmødte.
Copyright: Gitte Hermann
Dagen sluttede med en musikalsk oplevelse i topklasse, da Wenche og The Hartman Band, gik på scenen i forsamlingshuset kl. 20.00. De 44 fremmødte fik virkelig valuta for pengene med en blændende dygtig countrysangerinde og et suverænt band. Stemningen var helt i top med mange på dansegulvet, og fællessang så Wenche tilbød at publikum kunne komme med som kor til hendes næste koncert.

Fællesspisning 29. august 2010
Så lykkedes det at samle mere end 100 til fællesspisning. Helt nøjagtig 102 deltagere, og faktisk kunne der have været flere, hvis ikke der var blevet lukket for tilmelding først på aftenen på sidste tilmeldingsdag. Det var nødvendig, fordi forsamlingshusets kapacitetsgrænse var nået for borde, stole og porcelæn. Ole og Hanne havde denne gang hamburgerryg m/nye kartofler und gemyse og kaffe/te med frugttærter på menuen. 

Sommerfest på pladsen ved vandværket

Sommerfesten i Aidt blev afholdt lørdag den 17. juni 2010 fra kl. 15.00 til ud på de små timer. Arrangementets grundstamme var sædvanen tro hoppepude, salg fra boden og masser af hygge i de to telte. Hertil højdepunkter som:

  • Crosserkørsel og paintballskydning arrangeret af Lars Jacobsen og Erik Mortensen
  • Grillstegt gris mesterligt tilberedt af Aidt Opskæring, leveret af Per Jacobsen og slagtet af Aidt Slagtehus
  • Lynbygning af ekstra stilladstelt så alle kunne indtage grillstegt gris uden at få styrtregn som dessert.
  • VM kampen Cameroun-Danmark på storskærm

Ca. 120 deltog i spisningen. Sommerfest - sådan!!  

Dilettant i forsamlingshuset 
Den 20. marts 2010 var der dilettant i Aidt Forsamlingshus. Aidt dilettanterne brillerede i det ombyggede scenelandkøkken med stykket "Bonde søger ægtemand" skrevet af Erik Hansen.

Ca. 110 fremmødte var vidne til en masse forviklinger, mens landmanden Josefine gjorde en ihærdig indsats for at skaffe sig en ægtemand. Efter dilettantforestillingen var der fest med spisning og dans til levende musik med bandet 80'licious. 67 var med til festen.

Dilettanterne var: Alice Sønderskov, Birgit Møller, Hanne Frisch, Jeanette Ottesen, Kim Søby, Knud Dyhr, Leif Christensen, Mie Duelund Jensen, Tanja Mortensen og Tom Prebensen. 


Fastelavnsfest 14. februar 2010

Fastelavnsfesten er et traditionsrigt arrangement i forsamlingshuset, der indledes med at egnens børn, udklædt som soldater, drager fra dør til dør med en nøje indøvet soldatersang, og inviterer alle til fastelavnsfest i forsamlingshuset om aftenen. Soldaterne havde så meget held med deres invitationer, at der kom 95 til fastelavnfesten om aftenen. Heraf ca. 35 børn. Der blev gået indmarch, slået katten af tønden og til sidst underholdt Mikael Bech Kristensen med sanglege for børn og voksne. En herlig aften helt i tråd med de stolte traditioner.  

Fællesspisning 31. januar 2010Kok-Omega
Mens sneen dalede ned i Aidt var der en rigtig dejlig stemning i forsamlingshuset. 89 (heraf 17 børn) var mødt op for at opleve Kok Omega som gæstekok. Aftenens menu lød på:

  • Klassisk Boef stroganoff med bagt kartoffelmos, rødbeder , brød og smør
  • Isfragelite med vanillieis og solbærsorbet i selskab med frisk frugt og Jordbærcouli

 

 

Maden var perfekt, snakken gik og børnene drønede omkring.

Der var mange nye med denne gang, og det har fået bestyrelsen til at drømme om snart at runde de magiske 100 deltagere til en fællesspisning.

  

 



Irsk aften med Shamrock den 28. november 2009

Der var fuldt hus i Aidt Forsamlingshus, da 110 havde fundet vej til irsk aften. Bandet Shamrock leverede en fremragende koncert.

Se flere billeder fra arrangementet ved at klikke på dette link: Billeder fra irsk aften

Fællesspisning 1. november 2009
Alle de polstrede stole måtte i brug da 92 kom til fællesspisning i forsamlingshuset.

Ole og Hanne havde denne gang tryllet med frikadeller og æblekager. Aidt Opskæring sponsorerede alt kødet til arrangementet.

Se flere billeder fra fællesspisning den 1. november 2009

Nyt tag på forsamlingshuset i sommeren 2008
I løbet af 2008 ydede en masse frivillige en kæmpe indsats for for at få skiftet taget på Aidt Forsamlingshus. Det gik kanon godt, og allerede sidst i maj blev de sidste rygningssten skruet fast, så taget på hovedbygning var tæt og komplet. Juni måned gik med at få tagrender, sternbrædder og udhæng klaret. Samtidig blev der taget hul på at skifte taget på forsamlingshusets sidebygning. Her nåede vi dog kun at få OSB plader på taget inden sommerferien.


Efter sommerferien blev arbejdet genoptaget efter samme skabelon. Det betød selvfølgelig masser af hårdt arbejde, men også hygge og sjov, når de mange frivillige gik på med krum hals. Sædvanen tro var der sørget for passende forplejning, således at de frivillige ikke ”gik kolde” undervejs.

Der blev i august arbejdet på flere fronter idet der dels blev arbejdet med sidebygningen, så den kunne blive klar til at få tagpap på, og dels med at få klaret tagrender, nedløbsrør og nedgravet faskiner, så regnvandet kunne komme væk frem for at plaske ned i smedens have, som det hidtil havde gjort.

Projektet gik så godt i foråret, at det rent faktisk blev udvidet med nogle ekstra forbedringer. For det første blev det besluttet, at alle vinduer skulle males hvide i stedet for grå, så de kom til at passe bedre med de nye sorte tagsten. Der blev derfor nedsat et ”maler-team”, der allerede inden sommerferien fik klaret vinduerne på den ene side af forsamlingshuset. Efter sommerferien stod den anden side for tur. Malingen til vinduerne fik vi af ”næsten naboen” Blakgaards malerfirma.  

For det andet trådte Jysk Dørautomatik til med yderligere et par vinduer og en dør, så vi på denne måde kunne få de sidste vinduer med kun et lag glas udskiftet til nye og tidssvarende. De nye vinduer er i alu-plast, så dem skal vi heldigvis ikke bruge kræfter på at male i årene fremover. Tømrerne skiftede de 4 vinduer og døren i løbet august. 

For det tredje fik vi en erfaren svend fra Michael Gertsens murefirma til at lave nye sålbænke under vinduerne på gårdsiden, så de sammen med de nymalede vinduer, har givet forsamlingshuset et gevaldig løft. Det var Michael Gertsen, der i sin tid var kraftigt medvirkende til at ”sparke projektet i gang”, da han ringede og tilbød at sponsere stilladset, der var en ret stor post på vores budget. Uden dette bidrag, havde vi ikke haft råd til en helt så god og komplet en løsning.

Det kæmpe store arbejde blev afsluttet med en ”Færdig med tagprojektet fest”. Festen blev afholdt fredag d. 3/10 2008 – selvfølgelig i det nyrenoverede Aidt Forsamlingshus – hvor ellers.

Det er muligt at se en masse billeder fra projektet, så klik på linket nedenfor og kig nærmere på "Tagprojekt" billederne. Har du hjulpet til, så er der formentlig også et billede med dig. Billeder fra tagprojektet